Stort set alle lærere og elever er i dag allerede en del af web 2.0 da de indeholder nogle særlige karakteristika:
- Indholdet er brugergeneret
- Brugerne har fraskrevet sig kommercielle rettigheder til indholdet
- Det er legitimt at bruge hele eller dele af indholdet i nye indholdsformer og kontekster (remediering)
- Indholdet er digitalt medieret
At deltage i en web 2.0 praksis betyder at man oplever det som meningsfuldt at bidrage til den form som mediebrug, som et givent web 2.0 medie lægger op til. Et paradigme skift er i fuldt flor for lærere og elevers måde og muligheder for at tilegne sig viden.
Ifølge René B. Christiansen og Karsten Gynther står traditionelle læremiddelkulturer under hårdt pres og vores nye videnssamfund og nye læremiddelkulturer og skolerne, bliver stillet over for en række didaktiske udfordringer. (DIDAKTIK 2.0-Læremiddelkultur mellem tradition og Innovation s.43 af Renè B Christiansen og Karsten Gynther)
Web 2.0 er kun startskuddet til en endnu større digitalisering og web 3.0 er stille og roligt ved at melde sit indpas (web 3.0 skulle efter sigende nærmest kunne fungere som en personlig assistent ved at man f.eks. kan indtaste søgeord fra en device på en mexicansk restaurant og vupti, i løbet af et splitsekund har systemet fundet det for dig).. Hvis vi skal være konkurrencedygtige på Nationalt og Internationalt plan er det ifølge min overbevisning et must at vi ikke hægter os selv af, ved ikke at bruge og anvende/dele vores viden og medinddrage de forskellige gratis platforme i vores undervisning, som vi har adgang til.
Jeg hører kollegaer snakke om håndværkstraditioner og håndhævelse af dem og jeg har fuld forståelse for at nogle lærere, ser på det nye digitale som værende noget skræmmende, som kan ødelægge de gamle håndværkstraditioner. jeg tænker bare... hvorfor ikke gøre begge dele?
Jeg mener at det burde være muligt både at håndhæve de gamle traditioner og stadig være nytænkende. Med alle de nye digitale platforme tilgængelige, åbner der sig en verden af muligheder som blot venter på at blive udforsket.
Når jeg kigger på min egen undervisningspraksis, samt min tidligere tilgang til min undervisning som typisk har båret præg af manglende web 2.0 platforme som inddragelse i undervisningen, kan jeg efter mit modul på Digitale teknologier, nu glæde mig over at være blevet introduceret de forskellige og mange muligheder som jeg reelt har for at hjælpe, støtte og klæde mine elever endnu bedre på ift. for eksempel digital dannelse.
Min undervisning i Innovation, som denne opgave specifikt er bundet op på, har taget afsæt i den E-didaktiske overvejelsesmodel og selve undervisningen har foregået i en socialkonstruktivistisk sammenhæng. Jeg er ikke i tvivl om at jeg vil arbejde meget mere med at anvende digitale teknologier i min undervisning fremadrettet. Skal jeg rette noget kritik omkring brugen af det, så må det være tiden som der skal bruges de første mange gange, når man skal planlægge sit undervisningsforløb. For mig som bestemt ikke er nogen IT-haj tager det længere tid for mig at planlægge og inddrage forskellige platforme i planlægningsdelen. For eksempel tog det mig en del timer at lave Kahoot til Innovation. Til gengæld kan den nu bruges igen og igen, deles med kollegaer og videreudvikles på, hvis det ønskes.
Jeg tænker også at det er vigtigt at tilpasse mængden af de forskellige platforme, samt medier så jeg kan skabe en god variation i min undervisning, som tilgodeser alle mine elevers forskellige måder at lære på.
Det interessante nu er at høre hvad mine elever siger om undervisningen:
Hattie har udviklet en fire trins feedbackmodel som har til formål at løfte elevernes læring, samt besvare tre centrale spørgsmål.
Feedbackmodellen handler om, at møde eleverne på det niveau de befinder sig på. Ud fra det niveau de er på, kan de via feedbackmodellen, få en motivation til at bevæge sig videre hen mod målet.
Feedback skal gives på det rette niveau og i passende dosering, så det fremmer læringsprocessen.
Der skal adskilles mellem feedback og ros. Ros er rettet mod selvet, hvor feedback har fokus på læringsprocessen.
Hattie`s feedbackmodel kan hjælpe med at få synliggjort og opstillet målene tydeligt for opgaven eller undervisningen.
I Knud Illeris læringstrekant er der tre faktorer i spil for de læringsmæssige forudsætninger:
Ifølge Knud Illeris handler læring om 3 sammenspillende dimensioner. Drivkraft, indhold og samspil.
- Den indholds- og drivkraftsmæssige dimension handler om den individuelle tilegnelsesproces.
- Indholdsdimensionen drejer sig typisk om viden, forståelse, færdigheder, holdninger og adfærdsmønstre.
- Drivkraftdimensionen omfatter motivation, følelser og vilje.
De samspilsmæssige dimensioner handler om de sociale og samfundsmæssige sider af læringen.
Illeris mener, at indholds og drivkraftdimensionerne aktiveres samtidig af impulser fra samspilsprocessen imellem individet og omgivelserne.
Samspilsdimensionen omfatter handling, kommunikation og samarbejde.
Ud fra min læringsteoretiske problemstilling, har min hovedvægt ligget på indholdsdimensionen og drivkraften, dog er det samtidig min tese at jeg ikke kan undgå at inddrage samspilsdimensionen også, da den netop handler om samspillet mellem individet og omgivelserne.
