Så er vi igang...

Hovedet foran skærmen, bloggen oprettet og så.... ja hvad så?
Kender I det at man tænker inde i sig selv... Det er nyt, det er spændende, det klarer jeg nok og BUM, så går klappen ned.
Er sammenbrud mon lig med gennembrud?
Hvordan er min vej til målet? og ved hjælp af hvilke midler?


Bliver det mon en sejr i sidste ende, hvor jeg og mine medkursister ikke kan få armene ned, fordi vi bliver fyldt op med så meget ny viden, som vi vil være i stand til at anvende i vores meget forskellige praksisfelter?


Man siger alt nyt er svært og at man skal ikke være bange for at være en begynder i en ny begyndelse. fejl skaber læring og mon ikke at jeg også vil begå masser af fejl i dette undervejs?


Dette den første dag, er en den første dag i vores nye begyndelse.